Natarbejde øger måske kvinders risiko for brystkræft

Brystcancer

To nye undersøgelser peger på, at kunstigt lys om natten — og dermed lysforurening — kan være sundhedsskadeligt.

Den ene undersøgelse, viser, at kvinder, der arbejder om natten, har 35 procent større risiko for at udvikle brystkræft end kvinder, der ikke arbejder om natten.

Undersøgelsen viser også, at risikoen er større for kvinder, der har haft natarbejde i 4,5 år eller længere. Risikoen er højst blandt kvinder, der har haft natarbejde igennem mere end fire år før deres første graviditet.

Undersøgelsen omfatter 1.232 kvinder med brystkræft og 1.317 kvinder i en kontrolgruppe. Den er gennemført af forskere fra det franske INSERM og publiseret første gang i International Journal of Cancer i juni 2012.

40 procent forøget risiko

Den franske undersøgelse bakkes op af en ny dansk undersøgelse. Den danske undersøgelse er foretaget blandt kvinder i forsvaret af forskere fra Kræftens Bekæmpelse. Undersøgelsen peger på en øget risiko for brystkræft på 40 procent blandt kvinder med natarbejde sammenlignet med kvinder uden natarbejde.

Undersøgelsen viser også, at kvinder, som har haft natarbejde mindst tre gange om ugen i de seneste seks år, har dobbelt så høj risiko for at have brystkræft som kvinder, der ikke har haft natarbejde.

Den danske undersøgelsen blev offentliggjort i maj-nummeret af Occupational and Environmental Medicine.

Kunstigt lys om natten reducerer produktionen af melatonin

En af forklaringerne på, at kunstigt lys om natten kædes sammen med risikoen for brystkræft — og andre sygdomme hos både kvinder og mænd — er, at lyset forstyrrer døgnrytmen. Når døgnrytmen forstyrres, går det bl.a. ud over produktionen af hormonet melatonin.

Produktionen af melatonin er på sit højeste mellem kl. 2 og kl. 4 om natten, når vi sover i mørke. Hvis vi ikke sover i dette tidsrum og i stedet udsættes for lys, eller hvis vi sover i et lyst rum, undertrykkes eller nedsættes produktionen af melatonin.

Melatonin er imidlertid vigtigt for organismen, fordi det er en yderst stærk antioxidant og har en antiinflammatorisk virkning. Det betyder, at melatonin forhindrer eller svækker ødelæggende iltning i kroppen og hæmmer betændelse i at udvikle sig. Det vil sige, at kroppen kommer til at mangle et af de naturlige forsvarsværker mod kræftceller, hvis melatoninproduktionen over længere tid er lav.

Kilder: Florence Menegaux m.fl.: “Night work and breast cancer: A population-based case-control study in France (the CECILE study)” i International Journal of Cancer, Volume 132, Issue 4, pages 924-931, 15 February 2013, doi: 10.1002/ijc.27669

Johnni Hansen & Christina F Lassen: “Nested case-control study of night shift work and breast cancer risk among women in the Danish military” i Occupational & Environmental Medicine, 29 May 2012, doi: 10.1136/oemed-2011-100240

Sybille Hildebrandt: “Søvnhormon hæmmer betændelse” på Videnskab.dk 31. august 2011

Læs også: Natarbejde øger mænds risko for prostatakræft og Natarbejde øger måske kvinders risiko for kræft i æggestokkene

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Sundhed, Undersøgelser og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.