Kunstigt lys om natten får solsorte til at parre sig tidligere

Han- og hun-solsort.

Han- og hun-solsort.

Der er mange eksempler på, at kunstigt lys om natten påvirker dyr på forskellige måder. Senest har forskere fra det tyske Max-Planck -Institut für Ornithologie fundet ud af, at solsorte-hanner, som udsættes for kunstigt lys om natten, udvikler deres kønsorganer op til en måned tidligere end solsorte-hanner, som ikke udsættes for kunstigt lys.

Forskerne sammenlignede to grupper af solsorte-hanner i laboratoriet: En gruppe, som hver nat blev udsat for kunstigt lys af samme intensitet, som det solsorte oplever i byer, dvs. 0,3 lux. Og en gruppe, som hver nat blev udsat for mørke, som det solsorte i en skov 40 km fra bymæssig bebyggelse oplever.

Effekter af kunstigt lys om natten

I forhold til solsortene med nattemørke skete der følgende med solsortene, som blev udsat for byens kunstige lys om natten: De udviklede deres kønsorganer en måned tidligere. Deres testosteronniveau steg en måned tidligere. Og deres fældning begyndte en måned tidligere.

Forsøget begyndte i 2010, og resultaterne nævnt ovenfor blev registreret i 2011. I 2012 registrerede forskerne, at solsorte-hannerne, som var udsat for kunstigt lys om natten, slet ikke blev parringsmodne, fordi deres reproduktive system var gået i stå. De observerede også, at fuglene slet ikke fældede.

Forskerne bag undersøgelsen, Davide Dominoni og Jesko Partecke, mener, at deres resultater peger på, at lysforurening kan have store effekter på vilde dyr, men at vi ved alt for lidt om konsekvenserne af lysforurening.

Kilder:

Dominoni DM & Partecke J: Long-term effects of chonic artificial night light exposure on life-history traits of songbirds. Abstract. Society for Integrative and Comparative Biology. 2013 Annual Meeting

Milius S: City lights create sexual early birds. ScienceNews, January 8, 2013

Byens lys narrer solsorte til at parre sig tidligere. Videnskab.dk, 10. januar 2013.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Flora og fauna, Undersøgelser og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

One Response to Kunstigt lys om natten får solsorte til at parre sig tidligere

  1. Pingback: Konsekvenser for dyrelivet | Lysforurening i Danmark

Der er lukket for kommentarer.